Social Action har hjulpet Copenhagen Film Fund, Det Danske Filminstitut og flere af filmbranchens organisationer med at skabe let håndgribelige retningslinjer, der skal gøre danske film- og tv produktioner mere grønne.
I og omkring produktionen af film udledes der store mængder CO2, der indgår i et allerede hårdt trængt CO2 regnskab. Der er dog en række muligheder for at reducere det negative klimaaftryk, som filmproduktionen efterlader, og derved gøre hele processen mere bæredygtig. Social Action har gennem specifikke råd kortlagt mulighederne for at bevæge tv- og filmbranchen i en mere klimavenlig retning.
Disse specifikke råd, som er kategoriseret transport, energi, mad/catering, materialer og affald, fungerer som en guide, der berører forskellige grene af en produktion. Alle med det formål at reducere CO2 udledningerne og dermed gøre produktionerne grønnere. Et initiativ som dette adskiller sig fra de andre lignende initiativer i Europa og USA, da Social Action kombinerer mange års erfaring med adfærdsteori og bæredygtighed med viden om filmproduktioner og CO2 beregnere. Således er resultatet blevet praksisnært og let at implementere for alle involverede i en produktion. Det er ikke længere nok at have vidtfavnende bæredygtighedsstrategier, men snarere at tage disse og oversætte til konkrete handlinger.
Projektet blev afsluttet ultimo april, og det endelige resultatet forventes offentliggjort snarest.